19. november 2009

Konfirmandundervisning med krop


Drama, rollespil og pilgrimsvandring. ’Konfirmandundervisning med krop’ giver en solid pædagogisk indføring i fem metoder til at involvere de unge med krop og sjæl i deres egen konfirmandforberedelse

Skal biblen give genklang i unge konfirmanders liv anno 2009, må de unge involveres som medfortællere i undervisningen og sætte deres personlige aftryk på biblens fortællinger. Det ved den erfarne underviser godt. Ikke desto mindre kan præstens rolleskift fra ’talking head’ til ’gamemaster’, få selv den modigste til at skælve i kødet. For hvordan styrer man involverende læreprocesser, så konfirmanderne leger og oplever sig til nye erkendelse? Det gives der fem gode svar på i det nye undervisningsmateriale; ’Konfirmandundervisning med krop’, som henvender sig til præsten, der har appetit på at formidle kristendommen ud fra princippet: Den der arbejder lærer.

Den der arbejder lærer
Let og elegant introducerer bogens forord det læringsteoretiske grundlag for, at alle sanser og læringsstile må i spil, for at viden bliver omsat til erkendelse hos de unge konfirmander. I fem velskrevne kapitler gennemgår fem erfarne kristendomsformidlere godt og grundigt, hvordan man som præst kan aktivere konfirmandernes egne erfaringer gennem bibliodrama, rollespil, pilgrimsvandring, dramapædagogik og tabeldrama & talekor, så biblens store fortælling bliver vævet sammen med de unges egen livsverden.

Planlægning af involverende læreprocesser
Hvert kapitel, der introducerer en ny elevinvolverende metode, tager læseren i hånden, så selv den glade amatør kan følge med. Hver metode bliver gennemgået med udgangspunkt i et konkret undervisningsforløb, som forfatteren til kapitlet selv har planlagt, gennemført og evalueret. Eksempelvis bliver metoden, ’Tableaudrama og talekor’, illustreret i forhold til et konkret undervisningsforløb om ”Den fortabte søn”. Her kan læseren følge med i, hvordan man tilrettelægger dramaøvelser, så de udmunder i et konkret produkt, ungdomsgudstjenesten, hvor de unge konfirmander og præsten samarbejder om at udvikle og gennemføre tjenesten for Gud. Samme formidlingsprincip gælder for de øvrige kapitler, der tilsvarende indeholder undervisningsplaner, der beskriver, hvordan undervisningen er grebet an lektion for lektion, og hvad de læringsmæssige mål er for såvel dele af forløbet som hele forløbet.

Ny indførelse af det almindelige præstedømme?
’Konfirmandundervisning med krop’ er en gedigen og brugervenlig undervisningsbog, der giver helt konkrete anvisninger til, hvordan præsten kan gøre de unge konfirmander medansvarlige og involveret i deres egen konfirmandforberedelse og åndelige udvikling. Så måske er der en chance for, at det almindelige præstedømme bliver indført i det 21.århundrede, hvem ved?


Konfirmandundervisning med krop

Af Ida Bugge, Nikolaj Ottosen-Støtt, Hanne Davidsen, Egon Lausen, Karin Kofod
Aros Underviser 2009
144 sider, 199 kr.


Birthe Fog


Flere anmeldelser
Se også


Skriften på væggen



Paulus



Hildegard


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København