En præst er hverken psykolog, læge eller socialrådgiver. Præsten prøver ikke at løse problemerne for folk. Præstens rolle er at lytte og trøste – præsten er et opmærksomt medmenneske med et kristent tilværelsessyn.
Man kan kontakte præsten, hvis man har mistet en nærtstående person, hvis man har personlige problemer, som man gerne vil tale med nogen om, hvis man vil tale om tro eller noget helt andet. Præsten har tavshedspligt. Det man siger, kommer ikke videre. Og præsten kan holde til at høre det meste af, hvad mennesker tumler med af sorger, problemer og spørgsmål
En samtale eller et besøg kan holde sig til at være samtale, men bøn eller en salme kan også få en plads i samtalen, ligesom hjemmealtergang er en mulighed.
Nogle vil gerne have en samtale om dybt personlige ting – andre synes bare, det er for længe siden, præsten har været forbi. Enhver kan henvende sig til sin præst og bede om at få et besøg. Man skal ikke være bange for at ”tage præstens tid”, for det er faktisk præstens arbejde at tage ud og snakke med folk, der har brug for det.
Det kan også være en slags sjælesorg at gå i kirke. Kirken er stedet, hvor det hele drejer sig om Gud, og derfor kan man tit opleve, at man får et nyt perspektiv på tilværelsen ved at komme i kirke.
Grejs og Sindbjerg sogne har også en besøgstjeneste, som formidler kontakt mellem mennesker, der gerne vil have besøg og mennesker, der gerne vil tage på besøg. Læs mere om besøgstjeneste under ”Det sker”- tryk her!