Seksagesima Mark. 4,26-32 Lignelsen om sædekornet og sennepsfrøet
Gud, min far
Arbejdspres og boliglån
Delebørn og deadline
Evaluering og involvering
Kender du de ord?
Eller kender du kun ord
Som mark og eng
Korn og høst
Synd og nåde?
Lad mig ane at du vil mit liv. Amen
Prædiken
Den bøn jeg bad, før jeg læste evangeliet, stammer fra en ny bønnebog, der hedder "Himlen i mine fodsåler". Den sætter ord på den spænding, der er i dag mellem evangeliet og omgivelserne.
Omgivelserne - eller konteksten - det er f.eks, at vi så småt er på vej ind i fasten. Næste søndag er det fastelavn. Vi er på vej ind i en tid med nedtur og død. Nedtællingen slutter på Golgata. Det er den totale modsigelse af mark og eng, korn og høst. I hvert fald tilsyneladende - det hører vi jo påskemorgen.
Omgivelserne - det er også de andre bibellæsninger, der hører til søndagen i dag.
Hos profeten Esajas mødte vi Gud som Herren, der er over alt. Han har skabt alt - himmel og jord og mennesker - og han er den, der kommer med fred og retfærd. Det er store ord - og trygge ord, fordi det sætter vores menneskeliv ind i en fast ramme. Men det er også hårdt: I forhold til Gud bliver vi sammenlignet med et potteskår eller en klump ler. I forhold til Gud har vi ikke et ord at skulle have sagt.
I Paulus' brev (som der ikke er plads til her ved den tidlige gudstjeneste) formaner han Timotheus til at leve i gudsfrygt og holde fast i det, han har lært for at han ikke skal komme ud i det uføre, som onde mennesker ender i. Han skal holde sig til den hellige skrift, som er indblæst af Gud og leve som en fuldvoksen kristen. Igen er det store ord - Paulus er tydelig med, hvordan Timotheus skal leve og hvad han har at rette sig efter. Men det er også hårdt. Det handler om at bøje sig for den rette lære.
Omgivelserne - det er altså barske ord. Ikke milde og blide.
Omgivelser - det er også vores eget liv. I bønnen var de stikord, der kendetegner menneskers liv: Arbejdspres og boliglån, delebørn og deadline, evaluering og involvering. Mange af ordene passer meget godt til dem, jeg møder i forbindelse med bryllup, barnedåb og konfirmation. Det er voksne mennesker, der er midt i ræset. Måske er der andre ord, der passer bedre, hvis man er yngre eller ældre. Men jeg tror de fleste gør sig umage med at finde sig til rette i livet, finde mening, og gøre deres bedste. Selvom vi igen og igen må sande, at livet er indviklet. Faktisk tror jeg, at der er mange der overanstrenger sig - fordi de ikke tror, det er godt nok, før livet er perfekt og de selv er perfekte! Der er en årsag til, at stress, depression og udbrændthed nærmest er blevet folkesygdomme.
Død. Hårdhed. Gudsfrygt. Krav. Det er omgivelserne i dag, sådan firkantet sat op. Det hører til i den side af tilværelsen, hvor det handler om principper, lov og orden, retfærdighed. Forstand.
I kender betegnelsen A-mennesker. Det er dem, der står tidligt op og kommer i gang. Og de fleste af os er flasket op med, at det er bedst! Man skal være flittig!
Men jeg er lige faldet over - og faldet for - et par nye udtryk:
A-kultur. Det er vores omgivelser i dag. Hvor flere og flere arbejder om natten, for de dyre maskiner skal holdes i gang. Hvor børn møder trætte i skole, fordi de sms'er midt om natten. Hvor vi har mulighed for at være på døgnet rundt. Hvor vi ikke under os selv rist eller ro. Den kollega, der indførte begrebet A - mente også, at det var udtryk for en perverteret protestantisk arbejdsmoral!
Og A- kristendom. Det er kristendom for A- mennesker. For de flittige, der står tidligt op og gør, hvad der skal gøres og helst lidt mere.
Det var en lang indledning! Der var meget, jeg skulle have sat på plads, før evangeliet kan komme til. Og så kunne det hele - alle de omgivelser jeg havde fat i - samles i et eneste bogstav: A!!
Men nu kommer evangeliet. Og i forhold til omgivelserne - til konteksten - er evangeliet om kornet og sennepsfrøet ren lise for sjælen!
Det gror af sig selv!
Det er kristendom for B-mennesker. Det er B-kristendom!
I evangeliet er der en mand, der sår. Bagefter går han hjem. Kornet passer sig selv. Det gror uden at han behøver at holde øje med det hele tiden. Han kan sove, han kan stå op - han behøver ikke engang at vide, hvorfor kornet gror. Det sker af sig selv - og til sidst kan han høste.
Vi ved godt, at der er mere at lave som landmand. Jeg får det jo nærmest til at lyde lige så let som når folk siger, at præsten kun arbejder den ene time om søndagen!
Men pointen, det er stadig enkelheden. Når landmanden har gjort sit - og kornet ellers har sol og vand og næring nok, så finder kornet selv ud af at gro.
I evangeliet er der også et sennepsfrø. Et lille bitte frø på størrelse med de birkes, der sidder på vores rundstykker søndag morgen. Men det gror. Det vokser og bliver til en hel plante - en gul sennepsmark - hvor de fugle, der bygger rede på jorden kan finde et godt skjul og finde skygge for solen.
Og pointen er at der kan komme noget ud af noget, der næsten ingenting var.
Sådan voksede Guds rige frem der hvor Jesus var. Ikke som ordre og hårde ord og skrappe regler - men ud af den kærlighed, hvormed han samlede mennesker, helbredte, forkyndte - og ofrede alt sig eget, for at vi skulle leve. Sået som et sennepsfrø langfredag - der begyndte at vokse påskemorgen - til det træ, vi kan finde hvile og skygge under!
Sådan vokser troen i os. Hvorfor blev I kristne? Var det forstanden og fornuften, der fik jer til at tro? Eller groede det frem som hjertets overbevisning?
B-kristendom. Det er ikke at sove sig fra det hele. Tøffe gennem livet i morgenkåbe. Men det er - med opfinderen af B-kristendoms ord "at nå ind til eller ned til den zone af langsomhed, hvor vi får sans for Guds pulsslag".
Det lyder lidt langhåret. Men der vil jeg gerne øve mig i at være! Det er der, hvor vi kan leve med ro, med tålmodighed - og i frimodighed, fordi vi er aflastet fra at tro, at vi skal klare alting selv og helst lige nu!
Jeg vil gerne gøre opfinderen af B-kristendoms ord til mine egne:
"Guds rige er at sidde i skyggen af et træ. Åndelig vækst begynder med at indstille sig på langsomhedens lov. I skyggen af træet behøver man ikke løbe fra sig selv, men må just overgive sig til sig selv, At glemme det, man skal i egne og andres øjne, og få syn og hørelse tilbage for det, som ligger en på sinde af det væsentlige i livet".
B-kristendom er altså at komme ned i et tempo, hvor vi har tid til at få øje på hinanden og ro til at mærke Gud i vores liv.
Jeg er overbevist om, at Gud godt kender de ord fra begyndelsen af den bøn, jeg bad før jeg læste evangeliet: arbejdspres og boliglån, delebørn og deadline, evaluering og involvering. Gud blev jo selv et menneske, så intet er ham fremmed.
Men med evangeliet i dag kaldes vi ind i et andet pulsslag med ord som mark og eng, korn og høst, synd og nåde.
"Lad mig ane at du vil mit liv" slutter bønnen. I det roligere pulsslag, i B-kristendommen kan vi blive stille nok til at mærke, at Gud vil vores liv. Vil gro i os. Som et korn eller et sennepsfrø. Amen
Septuagesima søndag. Apostlenes Gerninger.
Paulus taler på Areopagos i Athen
I dag har jeg tænkt mig, at bruge det meste af min prædiken på Paulus i Athen - og så vender jeg først tilbage til evangeliet til allersidst. Paulus gik rundt og snakkede med filosofferne i Athen - og han havde noget nyt at fortælle dem om Gud, på en måde som de ikke havde hørt før.
Athen i dag er en larmende og beskidt storby. Det er hovedstaden i et land, der er tæt på bankerot - som konsekvensen af lokal økonomisk uansvarlighed og af, at vi lever i en vanvittig global tid, hvor drengene på Wall Street og andre finanscentre med deres grådighed og spekulation har kunnet sætte verden på den anden ende. Nå. Så er det sagt. Andre kan modsige det. Men det holder os da fast på, at Athen også er nutid.
Der er to ting, man bør se som turist i Athen: To klipper, der rager op i byen. Akropolis naturligvis. Med ruinerne af Parthenon og de andre templer, der var samlet der engang. Som et minde over en anden tid - en fjern fortid, hvor Athen var et af den gamle verdens magtcentre - og hvor Paulus lige som andre tilrejsende kunne gå rundt mellem templerne og være vidne til, hvordan grækerne ofrede til de mange forskellige guder, Zeus og Athene og alle de andre oppe på Olympen.
Og Areopagos. I dag bare en bar klippe. Der er ikke andet tilbage. Men det var der, senatet mødtes og der, de vigtige domme blev afsagt. Og det var der, filosofferne tog Paulus med hen, da de ville have ordentlig besked om, hvad det var for en lære, han gik og snakkede om.
Der er meget langt mellem det moderne Athen og det Athen Paulus oplevede. To verdener, selvom vi stadig kan gå rundt i ruinerne af det gamle midt i det nye.
Men der er også forbindelseslinier.
Den verden, Paulus bevægede sig rundt i var en verden, hvor flere kulturer mødtes. Den græske, den romerske, den jødiske. Og den kristne tro var ikke bare en færdig pakke, der blev smækket ned oven i alt det andet - den tog farve af de kulturer, den udviklede sig i. Det gør den stadig.
Den verden, Paulus bevægede sig rundt i var en heksekedel af meninger. Og det samledes altsammen i Athen, hvor filosoffer og almindelige mennesker elskede at diskutere:
Hvordan hænger verden sammen? Hvor kommer vi fra? Hvor er Gud? Hvordan skal vi leve? Hvordan skal vi indrette vores samfund? Er der en mening med det hele?
Og på den måde minder Paulus´oplevelser i Athen på flere måder om vores egen tid. Kulturer mødes. Religioner mødes. Livsanskuelser mødes. Der er nogen, der siger, at vi lever i en global landsby. Alting er til stede alle steder. Noget tager vi til os. Noget tager vi afstand fra. Men vi slipper ikke for at forholde os til alt muligt, som vore bedsteforældre aldrig havde hørt om.
Og mange stiller de samme spørgsmål som de gjorde i Athen og andre steder på Paulus´ tid. Mange kæmper for at finde fodfæste og mening i en tid, hvor alt er under forandring - og hvor det på en eller anden måde er blevet sådan, at enhver er sin egen lykkes smed - med det kolossale ansvar, der medfølger.
Paulus så deres templer. Han hørte deres diskussioner. Han forstod deres længsel. Og han gav dem et svar, de ikke havde hørt før: Han fortalte dem om den levende Gud - Gud, som har skabt alting og givet os livet - og som har sendt en til os, som han har ladet opstå fra de døde. Og de vidste ikke helt, hvad de skulle mene om det.
Jeg har taget 3 fotos med. Det første er et gudebillede. En gud af sten. Det er ikke fra Athen, men fra Indien. Men med billedet kan vi spørge: "Hvem er Gud?". Sådan er der mange, der spørger. Det gjorde de dengang og det gør vi i dag.
Går man rundt i et hindutempel er der masser af gudebilleder. Det siges at hinduismen har millioner af guder. Så er der en gud til enhver situation og ethvert behov. Nogle siger, at der snarere er millioner af måder at nærme sig det guddommelige på - og at det guddommelige er ét.
Masser af mennesker fra vestlige lande rejser til Indien fordi de søger dét guddommelige. Så deres eget liv også kan blive ét.
De filosoffer Paulus snakkede med, havde ikke nødvendigvis de samme forventninger. Grundlæggende mente de ikke, at guderne på Olympen blandede sig i menneskers liv. Og når de gjorde, gik det som regel galt! Men i vrimmelen af templer og gudestatuer var der alligevel nogen, der havde helgarderet og rejst et alter "for en ukendt Gud".
Og jeg tror Paulus så deres længsel.
Han så, at de var religiøse. Han hørte deres samtaler om, hvordan livet hænger sammen. Og med udgangspunkt i deres eget gav han dem noget nyt. Ikke en Gud af sten. Ikke et guddommeligt princip. Ikke en fjern olympisk gud. Men en levende Gud. Ikke en ukendt Gud, men en Gud, som kommer til os. En Gud, som vi kan leve og bevæge os og være til sammen med.
Der er også et foto af en gruppe hinduer, som har ofret deres hår til en af deres guder. Og vi kan spørge med billedet: "Hvad skal vi gøre?"
Hvordan skal vi vise, at vi tror?
Hinduer bringer ofre eller mediterer. Muslimer beder vendt mod Mekka og faster og rejser til Mekka. Kristne går i kirke - og slås med, at vi på den ene side er syndere og på den anden side tror vi, at vi skal være bedre end andre... uangribelige.
Måske er det det, der er fælles for mange troende på tværs af religion: Vi tror vi skal gøre noget særligt for at gøre vores gud tilfreds! Og mange lever med angst, fordi de ikke selv synes, de gør nok.
På det 3. foto er det trukket helt ud i det ekstreme. Det er en hellig mand - igen fra Indien. Og folk står i kø for at blive velsignet. Når de kommer frem, giver de den hellige mand en mønt - og så får de en velsignelse og en snor, de kan binde om håndleddet, så man kan se, de har været der.
En handel.
Men Gud er ikke en købmand. Tro er ikke en handel.
I skal høre en lille historie: En af mine kollegaer fik en sms fra en præstekollega, som jeg også kender. Der stod: "Gud findes ikke".
Det var jo noget af en foruroligende påstand. Endnu en præst, der ikke tror på Gud?
Et øjeblik efter kom sms nr. 2: "Gud finder".
Gud findes ikke. Gud finder.
Det er hele virkeligheden, der drejer rundt og falder på plads på en ny måde.
Vi kan spørge: Hvad skal vi gøre? Og bygge gudebilleder af sten, eller rejse altre for en ukendt Gud, eller anstrenge os på alle mulige måder for at leve som gode kristne. Men det er ikke på den måde, vi finder Gud. Gud findes ikke. Det er ikke os, der finder.
Det er Gud, der finder os.
Det er evangeliet - til folkene i Athen for længe siden og til os.
Det er Gud, der har givet os livet.
Det er Gud, der kom til os, da han blev menneske.
Det er også Gud, der dømmer, som Paulus sagde. Mange af os plages af vores egen indre dommer, der bestandig er på nakken af os og fortæller os, at vi ikke gør det godt nok. Men Gud er den, som dømmer - og frikender i kærlighed. Evangeliet er et frihedsbrev.
Jeg har helt sprunget evangeliet om de betroede talenter over i dag. Det er ellers en god historie. Netop den kollega, der sendte sms'en har gjort mig opmærksom på, at det er en meget menneskelig historie. Alt for menneskelig faktisk. De flittige bliver belønnet, den dovne bliver straffet. Det kender vi godt fra det virkelige liv. Men det er faktisk ikke særlig evangelisk! Tager vi lignelsen fuldstændig for pålydende, så hænger vi på den igen: Så er det op til os! Så skal vi gøre os fortjent.
Men det kristne budskab er tværtimod, at der også er håb for de uduelige og dovne!
Hvis vi kunne klare ærterne selv, var der jo ingen grund til at Jesus gik i døden for os! Men det gjorde han - det bliver vi mindet om igen og igen her i ugerne, der peger hen mod påske. Han endte om nogen i mørket, hvor der er gråd og tænderskæren!
Han trak os ud af mørket og ud i lyset! Der hvor vi ikke skal bruge al vor flid på at finde - men må leve i glæde og taknemmelighed, fordi vi er fundet! Og ud af den glæde kan vi så gå ud og bruge de talenter, vi nu har! Amen
Sidste søndag efter Hellig tre konger. Johannes 12,23-33 Hvedekornet
Du, som åbner døren gennem døden,
Når vi drikker af dit hjerteblod,
Vis os midt i mørket morgenrøden,
Giv os hvedekornets kraft og mod. Amen
Prædiken
Dagen er blevet godt en time længere siden det var jul. Lidt sent er det også blevet vinter. Men ligeså stille begynder vi at vende os mod lyset, mod lysere dage. Vi længes mod forår.
Med evangeliet i dag begynder vi også at vende omkring. Fra at have set tilbage mod jul, hvor Gud viste sig gennem sin søn – så begynder vi så småt at se mod påske.
I Johannesevangeliet, som vi hørte, er vi allerede nået til påskeugen. Jesus var redet ind i Jerusalem på et æsel.
Og Jesus fortalte sine disciple, at nu var tiden kommet. Som et hvedekorn, der bliver lagt i jorden, skulle han dø. Og der var ingen vej udenom. Men samtidig forudsagde han allerede det sejrrige i døden: Han sagde, at han skulle ophøjes – og det blev han jo – hængt op på et kors – men netop dér – på korset – skulle han vise sin sande storhed, sin herlighed, sin guddommelighed. Og sin sejrsdom over død og alle onde magter.
Som et hvedekorn. Det lyder jo ikke så slemt. Men forfatteren Johannes Jørgensen skrev for længe siden en fortælling, der hed ”Hvedekornet”, hvor han så det fra hvedekornets side: Han beskrev mørket, kulden, regnen, angsten, ensomheden, medens hvedekornet blev mere og mere opløst og nedbrudt. En forfærdelig død – sådan som Jesus led en forfærdelig død – ikke i jorden, men på korset.
Fortællingen sluttede med at det blev forår. Og ud af det nedbrudte korn voksede der en grøn spire, der ikke bare ville blive til et enkelt korn, men til et helt aks. En glædelig opstandelse – sådan som Jesus opstod – og sådan som troen på ham voksede sig større og bredte sig ud i verden. En hel mark gylden af korn!
Johannes Jørgensens gamle fortælling hjælper os med at forstå, hvad Jesus talte om – at han måtte dø for at noget større kunne blive til.
På den måde var Jesus anderledes end alle andre, mennesker har fulgt. Med ham var det ikke kun ord. Det var liv og død.
Det gamle Testamente har f.eks sine profeter, der belærte folket om, hvordan de skulle tro og leve. Nogle af dem kunne med Guds hjælp også lave mirakler. Men de var stadig kun profeter. Guds talerør.
Næste søndag skal vi høre om Paulus, der gik rundt i Athen. Her elskede folk at diskutere filosofi og det gik i alle mulige retninger. Nogle af dem, Paulus snakkede med, var stoikere og epikuræere. Begge parter var enige om, at guderne ikke blandede sig i menneskers liv – men stoikerne drog den konsekvens, at man måtte leve i mådehold – på middelvejen – mens epikuræerne mente, at så kunne man bare slå sig løs. Så når Paulus talte om, at Gud var kommet til jorden og at han var død og opstået igen – så stod de helt af. Der kunne de slet ikke være med.
Og hvad med os selv? Biblioteket har mange hyldemeter med selv-hjælpsbøger. Verden er fuld af kloge mennesker, der gerne vil lære os, hvordan vi skal tage vare på vores liv i en stressende hverdag fuld af krav. Og der er mange gode råd! Jeg suger selv til mig og finder hjælp til mange ting. Så det er ikke det.
Men det var anderledes med Jesus. Han var ikke som de andre. Ikke som profeterne. Ikke som filosofferne. Ikke som en vejleder eller en coach.
Han var mere. En hemmelighed. Et mysterium. En gåde fra Gud.
Han brugte ikke bare ord. Han var de ord, han sagde. Det levende ord.
Han talte ikke bare om liv og død. Han talte ikke bare om at give sig selv.
Han gjorde det.
Han tog døden på sig. Som et hvedekorn, der bliver lagt i jorden og som nedbrydes og går til.
Men Gud rejste ham igen.
Og med sin død og sin opstandelse knækkede Jesus koden. Han åbnede døren mellem Gud og mennesker.
Han var ikke som de andre. Påskens begivenheder er ikke almindelig logik. Det er stadig noget gådefuldt og uforklarligt over det. Men vi kan tage det til os i troen – og tro på, at med Jesu død og opstandelse vandt han også over vores død og gav os del i et liv, der rækker langt ud over det, vi kan se og forstå.
Han gav os altså ikke en facitliste over, hvordan vi skal leve. Han gav os ikke kun regler at følge eller livsvisdom. Men han gav os barneretten – det at vi må kalde os for Guds børn og at vi må leve i troen på, at vi er omgivet af Guds kærlighed. Med andre ord: En relation mellem os og Gud – den treenige Gud.
Men Jesu egne ord i evangeliet om at miste sit liv og bevare sit liv og følge ham minder os også om, at vi nogen gange må slippe noget for at få noget bedre – og at vi også må slippe noget i os selv, for at der kan blive plads til troen i vores liv. Til relationen med Gud.
Vi skal måske slippe noget af alt det, der flytter opmærksomheden fra vores tro. Vores begær efter at eje og købe og forbruge. Alt det skrammel, vi fylder vores liv op med, og som vi bruger det meste af vores vågne tid på– så vi kan tjene penge og bruge dem igen.
Eller vi skal måske slippe det nærmest umenneskelige krav, som mange mennesker har til sig selv om at være perfekte og gøre det rigtige. Her ser jeg endda en tendens til, at kristne mennesker lægger et dobbelt åg på sig selv – at de helst skal være endnu bedre end andre gode mennesker, der gør deres bedste! Det er en forfærdelig overanstrengelse – og der bliver slet ikke plads til at tage imod den kærlighed, som Jesus gav sit liv for!
Eller vi skal måske endda slippe vores egne forestillinger om, hvad der er korrekt kristendom. Dogmer og regler og traditioner og ret moral og kontrol – for at give plads for mysteriet – Guds forvandlende, helbredende og tilgivende kraft
”Giv os hvedekornets kraft og mod” sådan sang vi i salmen før prædikenen – og det minder os om, at vi må slippe noget af alt vores eget – fordi det spærrer vejen til Gud – at vi må give slip for at få del i den kærlighed Gud har vist os gennem sin søn – at vi må give slip på vores eget for at kunne følge ham.
Og nu til sidst:
Læg mærke til messehagelen, når der er altergang om lidt! Den er grøn som håbet og alt det, der kan gro. På ryggen er der et kors – det minder os om Jesus, der døde på korset. Men ud af korset skyder der aks med gyldne kerner. Det minder om opstandelsen, hvor død blev til liv og hvor det enkelte hvedekorn, der blev lagt i jorden, bliver til nye aks. Og set med lidt god vilje danner aksene et hjerte.
På den måde er evangeliets hovedbudskab samlet på ryggen af messehagelen – om Jesus, der gav sit liv som hvedekornet, men som opstod for at give os liv – som aksene på marken fyldt med kerner. Som håb for mennesker. Og det er altsammen den måde Guds kærlighed har vist sig for os på.
I ordene vi hørte i Paulus´ brev til menigheden i Kolossæ skrev Paulus, at Guds ord er den hemmelighed, som har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret.
Messehagelen illustrerer altså den hemmelighed, der er blevet åbenbaret. Amen
3. søndag i advent - Zakarias´lovsang
Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge,
for natten om advent er tærende lang.
Vi længes, vi længes mod morgenens lykke,
mod solopgangs-timen med fuglenes sang,
thi Herren har svoret
at komme i Ordet
med styrke, med almagt i Ånden til stede,
som nærer vort håb, og som bærer vor glæde. Amen
Prædiken
Hvert eneste barn, der bliver født, er et lille mirakel. At få et barn er så stort, at vi må have det med i kirken. Vi bærer det frem. Vi viser det frem for familie og menighed. Med navn. Vi bærer det ind i relationen til Gud, vores skaber og Fader – også selvom mange ellers ikke tænker så meget på det med Gud til hverdag.
For et par år siden begyndte jeg at bruge en bøn af Holger Lissner til barnedåb. ( Nogle gange er det en af forældrene, der beder den). Den er ligetil og nærværende – og det store, at en far og en mor har fået et lille barn, bliver ikke skjult bag knudrede gamle kirkeord. Her takker vi Gud: ”Vi takker dig for vores barn, for det under, du har lagt i vore hænder, og den tillid, du har vist os”. I bønnen takker vi også for, at fødslen er gået godt og beder om, at den lille ikke må komme til at møde mere ondt, end han kan bære. For vi håber det bedste, men ved jo aldrig, hvordan det kommer til at gå.
Mellem glæde og stolthed og bekymring – det er der, vi er som forældre. Og det bliver ved – selv når vi er voksne er vi stadig nogens børn!
En del af vores bekymringer ser noget anderledes ud i dag end på Zakarias´ tid. Jeg hører om vordende forældre, der ikke tør begynde at glæde sig eller fortælle noget til nogen, før de er gennem scanningen. Jeg hører om forældre, der skal meget igennem, før de overhovedet kan blive forældre. Jeg hører om forældre, der er bange for ikke at gøre det godt nok – fordi vi i vores moderne samfund med tjek på det hele sætter forventningerne uhyggelig højt.
Men trods alle nutidens forhindringer og problemstillinger – når vi så står der – med et lille barn på armen – så er der grund til at være glade! Og takke Gud! Og synge lovsang! – ligesom Zakarias gjorde for længe siden. Hvert eneste barn, der bliver født, er et lille mirakel! (Sådan er det også med Anton i dag!)
Zakarias og hans kone Elisabeth havde også deres bekymringer. Elisabeth var alt for gammel nu og de havde aldrig fået børn. I historien, der gik forud for evangeliet i dag, fortælles det, at Zakarias fik besøg af en engel, mens han var på arbejde som præst i templet i Jerusalem. Det var den samme engel, som senere kom på besøg hos Jomfru Maria. Englen bebudede ham, at hans kone Elisabeth skulle føde en søn, som de skulle kalde Johannes. Men Zakarias troede ikke på det. De var jo alt for gamle. Som straf for at han ikke troede på det, gjorde englen ham stum.
Elisabeth blev gravid, som englen havde sagt. Hun var glad, men hun viste sig ikke for nogen. Da hun var 6 måneder henne kom hendes niece Maria på besøg. Og da den gravide Maria kom ind og hilste på Elisabeth sparkede den lille i Elisabeths mave – som om den ufødte Johannes hilste på den ufødte Jesus! Og Elisabeth blev så glad.
Det var ikke et scanningsfoto, der fik Elisabeth til at glæde sig – men det at barnet inde i hende endelig begyndte at bevæge sig! Nu var det rigtigt! Hun skulle virkelig have et barn. Et ganske særligt barn.
For Zakarias skete omslaget, da naboer og familie diskuterede hvad hans lille nyfødte søn skulle hedde. Zakarias var jo stadig stum. ”Han hedder Johannes” skrev han på en tavle, da de andre havde andre forslag – og i det samme kunne han tale igen. Og han brugte talens kraft til at bryde ud i lovsang.
Jeg kan næsten se ham for mig – en gammel mand med sin lille søn på armen, der takker og priser Gud og forudser, at hans lille Johannes skal blive til noget stort.
Elisabeth ventede på, at barnet skulle sparke og give livstegn. Zakarias var stum – som den, der ikke tør glæde sig for tidligt – og de af os, der er forældre kan måske genkende noget af os selv i dem og deres ventetid.
Men også adventstiden som sådan er en ventetid. Vi venter på jul. Vi venter på lys. Vi venter på et barn, der skal fødes.
I løbet af december bliver det mørkere og mørkere. Nogle dage er det som om, det knap vil blive lyst, før mørket igen lægger sig. Vi prøver at stå imod ved at pynte op og tænde lys – men for mange er det en tung tid, hvor de mister både energien og humøret. Stumme. Trætte og tunge. Mens vi venter.
I dag får vi i evangeliet ligesom et forvarsel om at ventetiden snart er slut.
Zakarias så det. Han så – og profeterede – at den lille dreng, han og Elisabeth var forældre til – var mere end deres lille søn. Det var mere end almindelig lovsang for et barn. Mere end den bøn vi bruger ved dåben, når vi takker Gud for barnet og fødslen, der er vel overstået.
Han så, at Guds løfter til hele det jødiske folk samlede sig i det lille barn. Gennem barnet havde Gud besøgt sit folk og givet dem en vej til frelse.
Barnet var et tegn på, at Gud ikke havde glemt dem eller glemt sine løfter til jødernes forfædre om, at han var jeres Gud. Barnet var den profet, som skulle vidne om noget endnu større: Om ham, som Zakarias kaldte for ”solopgangen fra det høje” og som vi kalder for ”Jesus Kristus, Guds søn”.
Og Johannes voksede op og blev virkelig den profet, der pegede på Jesus og sagde: Det er ham! Han blev den Johannes Døber, som døbte Jesus i Jordanfloden – herfra tog Jesus selv over.
Evangeliet i dag – med den nyfødte Johannes og Zakarias, der sang lovsang – er et budskab til os, selvom vores tid er meget anderledes end deres var.
Vi kender til at vente på mange måder. Vi kender til at drømme og længes og håbe. Det kan være et barn, vi venter på – som Elisabeth og Zakarias. Eller som Maria. Eller vi venter på at blive raske. Eller få besøg af en ven. Eller til at få ny energi midt i vintermørket. Eller til at finde ud af, hvad vi vil med hinanden og vores liv.
Ind i al vores venten taler Zakarias om håb: Der er en solopgang forude. Der er et lys, der vil lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Der er en fredens vej. Eller med andre ord: Der er noget godt i vente.
Det gode, der er i vente, kom til mennesker den første jul. Som et barn i en krybbe. Det gode er altså kommet!
Og som mennesker må vi leve i håb og tillid til at det kommer til os igen og igen. Der er altid noget forude. Der er altid noget godt i vente. For Gud kommer til os. Som lys i vintermørket.
Der er meget i livet, der kan tage modet fra os. Men sagt på den allermest enkle måde, så handler det kristne budskab altså om, at det ender godt.
Vi skal ikke lade os selv slå ud af noget – for det, der kommer til sidst er solopgang! Gud. Kærlighed. Lys. Liv. Håb. Trøst.
Nu sidder vi stumme og venter på stunden,
da Herren vil komme, besøge sit folk
og lægge os levende lovsang i munden,
Guds Ånd fra det høje vil være vor tolk.
Vor vantro skal vige,
Guds sol skal da stige
med budskabet: Ingen skal utrøstet græde,
det nærer vort håb, og det bærer vor glæde. Amen